Lyntestere kører ud i børnehaver og på bosteder
Rundt omkring i landet vil daginstitutioner, bosteder og plejehjem i de kommende dage og uger få besøg af rullende lyntestcentre, så hele personalegrupper kan blive testet for coronavirus.
Onsdag går man for alvor i gang med at køre ud med lyntest, fortæller Brian Rosenberg, adm. direktør i Carelink, der sammen med tre andre private aktører udbyder lyntest for regionerne og dækker flere kommuner i Region Midtjylland og Region Syddanmark.
- Vi starter indsatsen med at komme rundt på alt lige fra vuggestuer og børnehaver til bosteder i forskellige kommuner, hvor vi kommer til at køre ud og teste direkte ude på stedet, fortæller han.
- Det foregår ved, at en eller to podere og måske en assistent tager afsted med værnemidler og podeudstyr ud på en planlagt rute til forskellige institutioner.
Hele personalegruppen kan få taget en lyntest gennem næsen. De får svar efter et kvarter. Indsatsen skal være med til at bremse smitte på de steder, som ikke er lukket ned.
Tilbuddet gælder også sociale tilbud som herberger for hjemløse, døgntilbud for børn og unge og tilbud for mennesker med fysisk eller psykisk handicap.
Samarbejde
De rullende enheder er et samarbejde mellem de private aktører, regionerne og kommunerne. Hos Falck, der har testcentre i hele landet, er man så småt i gang med de rullende testcentre, fortæller Jørgen Mieritz, ambulancedirektør i Falck.
- Men nu er det orkestreret lidt bedre på tværs af kommuner. Vi har en forventning om, at vi skal gøre det mere den kommende tid, siger han.
Flere af de private udbydere fortæller, at de har masser af ledig kapacitet til at rulle ud med lyntest, fordi langt færre i øjeblikket selv kommer forbi testcentrene.
Der blev tirsdag fundet 215 smittede i 14.536 lyntest, viser tal fra de fire udbydere Carelink, Falck, SOS International og Copenhagen Medical.
Den seneste uge har antallet af daglige test svinget fra omkring 13.000 til knap 20.000.
De private aktørers kontrakt med regionerne løber foreløbig til 31. januar. Men der er frist for at byde ind på et nyt udbud af opgaven torsdag.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.